Vi praktiserer drivfiskeri. Det vil sige, at vi lægger os et sted, hvor ekkolodet viser fisk eller hvor vi har erfaring for, at der findes fisk. Skibet ligger så stille og driver for vind og vejr. Vi ligger altid på samme måde, således at bagbords side (venstre side) er vindsiden, som også kaldes pirkesiden. I denne side vil din line pege væk fra båden. Styrbords side (højre side) er læsiden, som også kaldes kastesiden. Her vil din line drive ind under båden. 

Nogle dage driver vi meget hurtigt, og så er det nok det tunge grej, der skal bruges. Andre dage er der næsten ingen strøm, og så er der ingen grund til at stå med en pirk på 400 gram. Her er 100 gram måske nok. Kastefiskere bruger ofte blink helt ned til omkring 60 gram.

Derfor anbefaler vi, at du medbringer pirke og blink i forskellige størrelser. Hvis du har en kastestang, er det også en god ide at tage den med. Visse dage fisker vi på lavt vand, og her er det ofte kastefiskerne, der har størst succes. 

Der er mange teorier om, hvilket grej, der er det bedste. Hvis du ikke har prøvet fiskeri fra en turbåd før, så lad dig ikke forvirre. Tag det grej med, som du har. Det er såmænd ikke altid de mest erfarne, der fanger de fleste fisk.

Endelig skal vi nævne, at vi ombord har et rigt udvalg i pirke, blink og sildeforfang, som du kan købe. Så hvis du mister dit grej (som det sker en gang i mellem), eller du føler, du har fået det helt forkerte med, så er der ingen grund til at fortvivle.

Udskriv denne side | Tilbage

Sidst opdateret d. 2. februar 2006